The article has been translated automatically. Show original:
Definition og omfang af statsløshed
En statsløs person er en person, der ikke er “anerkendt” som statsborger af noget land. For at gøre det kort, har disse mennesker ikke kun ret til at have et pas, de har endda ret til at bede om det! Antallet af statsløse på verdensplan er – på nuværende tidspunkt – stadig ukendt. UNHCR-data modtaget fra omkring 96 lande indikerer, at der ved udgangen af 2021 var anslået 4,3 millioner statsløse eller personer af ubestemt nationalitet. Baseret på disse tal kan de største kendte populationer af dem, der er statsløse eller af ubestemt nationalitet, findes i Côted’Ivoire (931.166), Bangladesh (918.841), Myanmar (600.000), Thailand (561.527) og Letland (195.190)2.
Internationale retlige rammer for beskyttelse mod statsløshed
Der er en international retlig ramme for at beskytte statsløse personer og for at forebygge og reducere statsløshed. 1954-konventionen om statsløse personers retsstilling (1954-konventionen)3 fastsætter den internationale juridiske definition af en statsløs person som en person “som ikke betragtes som statsborger af nogen stat i henhold til dens lovgivning” og udvider til disse personer specifikke rettigheder såsom retten til uddannelse, beskæftigelse og bolig samt retten til identitet, rejsedokumenter og administrativ bistand. I denne definition er der ikke nævnt noget om adgang til sundhedsydelser eller retten til at have en minimumsstandard sundhedsbeskyttelse.
1961-konventionen om begrænsning af statsløshed (1961-konvention 4) kræver, at staterne indfører sikkerhedsforanstaltninger i lovgivningen for at forhindre statsløshed ved fødslen eller senere i livet, for eksempel på grund af tab eller afkald på statsborgerskab eller statssuccession.
Retten til en nationalitet er også fastsat i flere internationale menneskerettighedsinstrumenter og erklæringer, såsom Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, den internationale konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination, konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, konventionen om barnets rettigheder, konventionen om rettigheder for personer med handicap og konventionen om vandrende arbejdstagere. Desuden styrker folkeretten konventionerne om statsløshed gennem centrale normer såsom forbuddet mod racediskrimination, som gælder for både erhvervelse og tab af statsborgerskab og behandling af statsløse personer.
Men selv om næsten alle europæiske stater har tilsluttet sig internationale lovstandarder om beskyttelse af statsløse, skal de fleste interne lovgivninger baseret på National’s Magna Charta i forskellige lande stå over for den manglende eksistens af effektive nationale rammer for at gennemføre disse forpligtelser i praksis. Dette har efterladt mange mennesker udsat for diskrimination og krænkelser af rettigheder dagligt.
Løsningen på dette problem er en stærk nationalt baseret “politisk vilje”. Stater skal etablere procedurer til bestemmelse af statsløshed som en legaliseringsrute for statsløse mennesker, der ellers ville sidde fast i ubestemt limbo. Det limbo, hvor risikoen, der skal lægges ved grænsen for enhver sundhedsbeskyttelsespolitik, er realistisk konkret.
Det er opmuntrende, at nogle lande for nylig har taget positive skridt hen imod dette mål. Statsløshedsindeksets hjemmeside5 indeholder dybdegående oplysninger og analyser om, hvordan lande i Europa klarer sig i forhold til deres internationale forpligtelser på dette område (og andre). Indekset sammenligner, hvad lande gør for at identificere og beskytte statsløse, herunder om de har en dedikeret procedure på plads, og hvordan den står op til kontrol mod internationale normer og god praksis på områder som proceduremæssige garantier, bevisvurdering, appelrettigheder, beskyttelsesstatus og erhvervelse af statsborgerskab. Indekset fremhæver en del god praksis, men det viser også, at der stadig er meget at gøre. Forresten, selv under disse omstændigheder er minimumsstandarden for sundhedsbeskyttelse vagt nævnt.
“Først og fremmest er det blevet klart, at statsløse mennesker er blandt dem, der er hårdest ramt af pandemien…” siger Chris Nash, direktør for ens*. “De er også ofte de første til at reagere på stedet og støtte deres lokalsamfund. Det er afgørende, at statsløse og berørte samfund høres og får bedre ressourcer. I samarbejde med statsløse søger vi at afhjælpe de beskyttelseshuller, der er udsat for pandemien” 6. Det er interessant at bemærke, at i ens strategiske plan 2019-23, der LØSER STATSLØSHED i EUROPA – blandt forskellige prioriterede spørgsmål, har ens Advisory identificeret fire brede prioriteter – “sundhed” temaerne er tilstrækkeligt “nævnt”.
Ikke desto mindre har ngo’erne, der repræsenterer det statsløse samfund, senere ved udbruddet af COVID-19 lagt vægt på lokale myndigheder i hele Europa for at sikre, at sundhedssystemerne opfylder behovene hos hele befolkningen, herunder de marginaliserede og dårligt stillede og – frem for alt – dem, der ikke er “til stede” i området baseret på papirdokumentation. I de fleste lande er juridisk status og formel dokumentation faktisk forudsætninger for at få adgang til sundhedspleje af høj kvalitet og minimumsstandard. De er også forudsætninger for at få adgang til vigtige sociale sundhedsdeterminanter, herunder beskæftigelse, social beskyttelse og tilstrækkelig bolig. Over 500.000 statsløse personer i Europa, hvoraf mange tilhører mindretal, nyder ikke den grundlæggende menneskerettighed til anerkendelse overalt som en person for loven7. I en nylig rapport fra European Network on Stateless (ens) i 2021 har frøken Dunja Mijatović som menneskerettighedskommissær i Europarådet som citeret som “COVID-19 har vist, at retten til sundhed ikke kan beskyttes på individuelt niveau. Det kræver effektive systemer, der sørger for inklusiv forebyggelse, behandling og rehabilitering for alle, efterlader ingen bagud og sikrer, at strukturelle uligheder ikke forstørres over tid, men forstyrres og håndteres8“.
Det kan også være nyttigt at dykke ned i nogle aspekter af ENS-rapporten Situationsvurdering af statsløshed, sundhed og COVID-19 i Europa9 for at få et mere globalt overblik over “behovs “-status. Den sociologiske undersøgelse var baseret på strenge dataindsamlingsmekanismer. Desuden producerede det i sidste ende et sæt anbefalinger, som det kunne være nyttigt at vide lidt mere i dybden.
I en bredere sammenhæng med hensyn til “rettigheder” identificerer ESN-rapporten klart nogle behov i forbindelse med “retten til sundhed” og foreslår nogle “politiske” initiativer for stater i form af anbefalinger.
Lad os se på de mest relevante:
- Stater skal garantere retten til sundhed for alle på deres område, herunder statsløse personer under og efter COVID-19;
- Stater bør overveje at regulere alle statsløse under folkesundhedsmæssige nødsituationer for at garantere retten til sundhed. På længere sigt, og hvor de endnu ikke har gjort det, bør staterne indføre mekanismer til at identificere og løse tilfælde af statsløshed på deres territorium samt procedurer til bestemmelse af statsløshed for at garantere statsløse migranter den beskyttelse, de har krav på i henhold til 1954-konventionen;
- Stater skal opretholde beskyttelsen af liv og sundhed for alle statsløse personer via passende sygdomsbekæmpelses- og støtteforanstaltninger i lejre, krisecentre, bosættelser, sociale boliger og indvandringsforvaringsindstillinger; og herunder dem, der er hjemløse. Statsløse mennesker og deres lokalsamfund, uanset indstilling (der spænder over lokalsamfund, indkvarteringscentre og indvandringsforvaringsindstillinger), skal forsynes med personligt beskyttelsesudstyr (masker) og andre grundlæggende fornødenheder (håndvask, sæbe, varmt og rent vand, håndklæder);
- Stater må ikke tilbageholde statsløse under påskud af sygdomsforebyggelse eller inddæmning. Staterne er forpligtet til at tage skridt til at forhindre vilkårlig tilbageholdelse af statsløse og sikre fuld adgang til rettigheder og tjenester, samtidig med at der ydes tilstrækkelig støtte til bolig, sundhed og social pleje (herunder børnepasning) ved løsladelse fra tilbageholdelse af indvandrere.
Det ville også være interessant at kigge på Statsløshedsfællesskabet i Europa. I december 2015 blev konklusionerne fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer om statsløshed vedtaget. Som konsekvens af konklusionen kommer der inden for debatten i Rådet for Retlige og Indre Anliggender 10 konklusioner om at give mandatet til Det Europæiske Migrationsnetværk11 (EMN) til at etablere en platform for udveksling af information og varepraksis. EMN’s styringskomité etablerede EMN-platformen om statsløshed den 20. maj 2016. Formålet med EMN-platformen om statsløshed er baseret på hensigten om at øge bevidstheden om statsløshed og at bringe alle relevante interessenter på området sammen: repræsentanter for medlemsstaterne, Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet, europæiske agenturer, internationale organisationer og ngo’er. Det første praktiske mål med denne platform var at bestemme status for statsløshed i Den Europæiske Union. Derudover indsamler og analyserer platformen oplysninger om statsløshed via EMN’s ad hoc-forespørgselssystem. Den seneste rapport EMN INFORMERER OM statsløshed i EU, opdatering version 4.0i november 2016 er tilgængelig online på denne adresse/: /https://home-affairs.ec.europa.eu/ 12. Er en meget interessant rapport, da den dykker ned i den juridiske situation i hvert europæisk land i forhold til statsløshed. For hver enkelt EU-medlemsstat dækkes en hel række spørgsmål med hensyn til manglen på rettigheder og svagheden i hvert lands beskyttelsessystem.
Afslutningsvis er det tydeligt, at status som statsløs ofte falder sammen med status som ”papirløse” indvandrere. En betingelse for administrativ uregelmæssighed, der skubber til bunds i civilsamfundet, hvor disse tal fratages enhver garanti for lovlighed. Derudover er det stadig vanskeligere at tage fat på spørgsmålet om grundlæggende rettigheder, hvis dette er stærkt forbundet – uundgåeligt – med det “bureaukratiske” spørgsmål om et “simpelt” dokument.
Enhver handling for at beskytte de sårbarheder, som personer i statsløs tilstand står over for i et land, skal nødvendigvis starte med en klar definition af den statsløse tilstands juridiske organ, og det bør gøres på Magna Chartas niveau for stater.
Uden en stærk relevant filosofi og juridiske tiltag og på trods af stærk fortalervirksomhed fra civilsamfundet og internationale organisationer, herunder UNHCR under pandemien, viser de data, der indsamles i ens, Situationsvurdering af statsløshed, sundhed og COVID-19 i Europa, at statsløse oplever ekstraordinære sårbarheder og krænkelser af rettigheder i forhold til sundhed, men ikke kun. Den henleder opmærksomheden på deres usynlige natur i lokalsamfund, politikker, lande og på europæisk plan. Den afslører en klar mangel på specifik empirisk dokumentation og opmærksomhed fra staternes side om konsekvenserne af statsløshed for effektivt at håndtere COVID-19. Så hovedspørgsmålet er…hvad er de konsekvenser, som statsløse mennesker møder i dag over hele verden? Uden statsborgerskab eller en minimumsproces for “national anerkendelse” baseret på “territoriet” har statsløse mennesker ingen juridisk beskyttelse overhovedet og ingen ret til at stemme, og de mangler ofte adgang til uddannelse, beskæftigelse og sundhedspleje, registrering af fødsel, ægteskab eller død og ejendomsret. De har ikke adgang til livet. Bare overlev for sig selv, uden fortid eller fremtid, og en usikker nutid.
Palæstina er måske det mest berømte af alle moderne tilfælde af “statsløshed”. Hvad betyder det at være statsborger i en
stat uden formel anerkendelse, især i løbet af mange årtier og generationer? Dette problem tages i betragtning
i bunden af den internationale politiske diskussion, på grund af de langvarige kampe i Gazas område.
13,0 MILLIONER TVANGSFORDREVNE
Den samlede tvangsfordrevne og statsløse befolkning til UNHCR i Vest- og Centralafrika (WCA) vedrører befolkningen
UNHCR har mandat til at beskytte og hjælpe. Det omfatter dem, der er blevet tvangsfordrevet; dem, der er vendt tilbage
hjem inden for de seneste år; dem, der er statsløse eller i fare for statsløshed; og andre grupper, som UNHCR har
udvidet sin beskyttelse eller bistået på et humanitært grundlag.
[https://reliefweb.int/report/nigeria/unhcr-rbwca-forcibly-displaced-and-stateless-population-31-january-2023]
“Millioner af mennesker rundt om i verden er statsløse. Dette giver anledning til alvorlig bekymring. Konventionen om
Reduktion af statsløshed er et vigtigt redskab til at tackle problemet. Mange stater har allerede lovgivning
der er i overensstemmelse med konventionens bestemmelser, og gennemførelsen af den koster meget lidt. Endnu få stater
er parter i dette instrument.
Det er vi nødt til at ændre på. Jeg lover fuld støtte fra mit kontor til regeringer, der ønsker at blive partier”.
António Guterres, FN’s generalsekretær
https://www.refworld.org/docid/4cad866e2.html
