VETeris – En One Health-tilgang til ældres sundhed

One Health: det ubrydelige bånd mellem menneske og dyr

Konceptet One Health er udviklet efter observationen af, at menneskers sundhed er indviklet forbundet med andre dyrs sundhed og det miljø, de lever i. One Health [1] er en tilgang til at undersøge sygdomme, der anerkender, at mennesker, dyr, planter og miljøet er tæt forbundet. I midten af det 20. århundrede, dr. Calvin Schwabe, en dyrlæge fra USA, sammenlignede tilgange til menneskers sundhed, dyresundhed og velfærd, hvilket tyder på begrebet “One Medicine” [2]. Han fremhævede det integrerede, tværfaglige perspektiv, som medlemmer af hans profession kunne bidrage med til almen medicin. Han talte også for inddragelse af samfundsvidenskab og forbedring af kommunikationsevner for at forbedre samarbejdet med samfundet i bestræbelserne på at kontrollere smitsomme sygdomme [2]. Faktisk er behovet for samarbejde mellem sundhedssektoren for mennesker, dyr og miljø et vigtigt spørgsmål i dag. Dette er påvist på grund af stigningen i nye humane infektionssygdomme med zoonotisk oprindelse og i mikroorganismernes resistens over for antimikrobielle lægemidler [3 ].De vigtigste områder, hvor dette samarbejdskoncept er blevet anvendt, er zoonose og zooprofylakse, vacciner og antibiotikaresistens. I dag er et nyt område en del af tilgangen til One Health, som er AAI – Animal Assisted Interventions. AAI kræver en integreret tilgang mellem humanmedicin, psyko-socialvidenskab og veterinærmedicin for at nå målet om “fælles sundhed”. Kæledyr kan være vigtige for menneskers fysiske og mentale sundhed, men de kan også overføre zoonotiske infektioner eller blive smittet. På grund af det skiftende bånd mellem mennesker og kæledyr er der behov for anbefalinger vedrørende ansvarligt ejerskab af kæledyr, herunder normal hygiejnepraksis, ansvarlig avl, ernæring, deling af hjemmemiljøet og en livskvalitet, der er i overensstemmelse med dyrets biologi for at sikre dets trivsel. Forskellige professionelle figurer fra sundhedsvæsen, miljø, biologiske, psykosociale, it-videnskab og mange andre bidrager til One Health [9].

Grundlæggende og karakteristika for forholdet mellem mennesker og dyr

Grundlaget og potentialet i forholdet mellem mennesker og dyr blev undersøgt i Italien af Roberto Marchesini. Forfatteren definerer forholdet mellem mennesker og dyr som “mødet i en tærskel”. Det positive potentiale i dette møde ligger i den “forurening”, der opstår ved at krydse tærsklen til den anden, hvor den anden er forskellig fra mig og som sådan beriger mig [10].

Et gavnligt forhold til dyret er baseret på viden om dets egenskaber og behov, det er et kongruent forhold. Et andet kendetegn for et gavnligt forhold mellem mennesker og dyr er begrebet tilstrækkelighed eller bevidsthed, der er tildelingen af den rigtige værdi og nødvendige interesse, både med hensyn til tid og tilgængelighed til pleje af dyret [11].

Et vigtigt potentiale i dette forhold er også evnen til at stimulere personen til at stille spørgsmålstegn ved sig selv ved at anerkende dyret som referent, derfor som et referencepunkt og som et udtryk for konstruktiv sammenligning. Dyret bliver en referent, hvis vi tillader det, inden for et korrekt forhold, at blive en støtte, men også en forslagsstiller af modeller og spørgsmål, der skal besvares som et udtryk for konstruktiv sammenligning [11].

Gennem dette forhold kan vi stimulere psykologiske processer, støtte patienter, der gennemgår smertefulde eller foruroligende terapeutiske protokoller, støtte den person, der oplever psykisk eller social nød, men også barnet i de forskellige udviklingsstadier. Ledsagende dyr kan være kilder til støtte og bidrage til erhvervelse af færdigheder og uddannelsesprocessen for unge mennesker.

Endvidere viste en undersøgelse blandt hjemløse, der delte deres liv med en hund, at for disse mennesker var forholdet til deres dyr af grundlæggende betydning. Dette arbejde har også identificeret et vigtigt hul i de sociale ydelser og behovet for en One Health-tilgang i den offentlige forvaltning. Betydningen af dette bånd skal anerkendes for de hjemløse og for de ældre ved at etablere dedikerede modtagelsescentre, der garanterer både dyrs og menneskers sundhed. Reduktion af barrierer for essentielle tjenester ville hjælpe med at sikre, at hjemløse og ældre dyreejere ikke tvinges til at vælge mellem et hjem og deres kæledyr, hvilket for mange ville have tendens til at fortsætte trængsler [12].

På grund af stigningen i den forventede levetid synes de ældres verden at modtage mere og mere opmærksomhed fra sundhedsinstitutionerne for forpligtelsen af de ressourcer, der er nødvendige for at garantere en passende livsstil og trivsel. I dette scenario viser AAI’er sig at være et sundhedsmæssigt og forebyggende redskab af grundlæggende betydning.

Geriatrikere og dyrlæger følte derfor behov for at strukturere et fagligt samarbejde. Dette har ført til et videnskabeligt selskab med det formål at definere specifikke medicinske protokoller og arbejdsmetoder i forbindelse med forholdet mellem ældre og dyr, hvor hver kompetence beriger den andens.

Fordele ved forholdet mellem mennesker og dyr

At leve med kæledyr har en positiv indvirkning på faktorer, der påvirker den individuelle kardiovaskulære risiko [4-6]. Det er faktisk blevet påvist, at hundeejere går mere end folk, der ikke har en hund. Et højere niveau af fysisk aktivitet påvirker betydeligt opretholdelsen af funktionel autonomi, kontrol af vægt og kardiovaskulær risiko. Derudover tyder nogle undersøgelser på, at fysisk aktivitet med en hund reducerer overvægt, og det øger overholdelsen af vægttabsprogrammer. At leve med dyr reducerer også blodtrykket hos både hypertensive patienter og ikke-hypertensive personer, og det ser ud til, at det at have et dyr reducerer dødeligheden i forbindelse med slagtilfælde og hjerteanfald.

Ikke-menneskelige dyr beskrives desuden ofte som en kilde til komfort, støtte og beskyttelse samt eksempler på tålmodighed. Dyrets selskab dæmper et af de psykologiske aspekter af smerte, virker på humøret og forebygger også depressive symptomer. Yderligere data viser, at kæledyrsejerskab i voksen alder forbedrer kognitive præstationer i ældre alder. Ældre mennesker, der lever med dyr, har bedre kognitive funktioner: især verbal læring og hukommelse. Der er data, der viser en reduktion af adfærdsforstyrrelser hos ældre patienter med demens [7].

Dyreassisterede interventioner (AAI)

Dyreassisterede interventioner kan have terapeutisk, rehabiliterende, uddannelsesmæssig og rekreativ værdi og involvere husdyr som hunde, katte, kaniner, heste og æsler. Disse interventioner er primært rettet mod personer med fysiske, neuromotoriske, psykiske og psykiske lidelser, afhængig af enhver årsag, men kan også rettes mod raske personer. Den korrekte anvendelse af AAI kræver inddragelse af et tværfagligt team sammensat, afhængigt af interventionstypen, af sundhedsmæssige, pædagogiske og tekniske figurer med forskellige opgaver og ansvarsområder [8]. I henhold til aktivitetsområder er AAI i Italien klassificeret i [8]:

• Dyreassisteret terapi (AAT): intervention med terapeutisk værdi rettet mod behandling af fysiske, neuro- og psykomotoriske, kognitive, følelsesmæssige og relationelle lidelser. De er rettet mod patienter, der er ramt af patologier af enhver oprindelse. Denne intervention er skræddersyet til patienten og kræver en recept [8];
• Animal Assisted Education (AAE): en pædagogisk intervention, der har til formål at fremme, aktivere og støtte ressourcerne og potentialet for individuel vækst og planlægning og at fremme relationer og social integration af mennesker i vanskeligheder. Denne intervention kan også være gruppebaseret, og det fremmer trivsel for mennesker i deres egne livsmiljøer, især inden for institutioner, hvor den enkelte skal implementere adaptive kapaciteter. AAE bidrager til at forbedre personens livskvalitet selvværd. Gennem formidling af kæledyr implementeres også adfærdsmæssige omskolingskurser. AAE finder derfor anvendelse i forskellige situationer som f.eks.:
  • langvarig indlæggelse eller gentagne indlæggelser på sundhedsfaciliteter;
  • relationsvanskeligheder i barndommen og ungdommen;
  • følelsesmæssig og psyko-affektiv lidelse;
  • adfærds- og socio-miljømæssige tilpasningsvanskeligheder;
  • situationer med institutionalisering af forskellig art (institutioner for ældre og psykiatriske patienter, boliger;
  • plejehjem, lokalsamfund for mindreårige, fængsler osv.);
  • sygdomstilstande og/eller handicap, der involverer et integreret hjemmeplejeprogram [8]
• Dyreassisteret aktivitet (AAA: en intervention med rekreative og socialiseringsformål, der sigter mod at forbedre livskvaliteten og korrekt interaktion mellem mennesker og dyr. Sports-/konkurrenceaktiviteter med dyr er ikke inkluderet i AAA. I AAA udgør forholdet til dyret en kilde til viden, sensoriske og følelsesmæssige stimuli. Denne intervention fremmer i lokalsamfundet værdien af interaktion mellem mennesker og dyr for gensidigt velbefindende. AAA kan i nogle tilfælde være forberedende til AAT/AAE og de er blandt andet rettet mod:
  • udvikling af færdigheder gennem dyrepleje;
  • øget relationel og kommunikativ parathed;
  • stimulering af motivation og deltagelse [8].

VETeris (italiensk sammenslutning af geriatrikere og dyrlæger til dyreassisterede indgreb)

VETeris er en sammenslutning af dyrlæger og læger, der er specialiseret i geriatri, for at fremme en aktiv og sund aldring af ældre gennem en sund livsstil med ikke-farmakologiske indgreb. Den italienske sammenslutning af geriatrikere og dyrlæger til assisterede interventioner med dyr (AAI) blev oprettet for at optimere retningslinjer for kæledyrsterapi med det formål at forbedre de ældres livskvalitet og skabe et ægte fællesskab baseret på terapeutiske fordele. VETeris er i overensstemmelse med demografiske prognoser, der indikerer, at i 2030 vil mere end 24% af den europæiske befolkning være over 65 år (i Italien er der mere end 13 millioner over 65 år). Desuden deler projektet visionen fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO), som for nylig har implementeret begrebet aktiv aldring og definerer det som “processen med at optimere mulighederne for sundhed, deltagelse og sikkerhed for at forbedre livskvaliteten, når vi bliver ældre”.

I de seneste år har VETeris indset:

• den første “Guidelines on AAI for the well-being and health of older people in Italy;
• klinisk forskning, der udfører en undersøgelse på Azienda Ospedaliero-Universitaria of Careggi, Firenze, for at analysere fordelene for de ældre ved ejerskab af kæledyr og en folketælling på en stikprøve af den ældre befolkning i Firenze om tilstedeværelsen af dyr i deres hjem;
• forskellige projekter som pilotundersøgelser af AAI i ældreboliger (plejehjem og daginstitutioner);
• i henhold til retningslinjerne for dyreassisterede interventioner, rådgivning til bevidst adoption af dyr til befolkningen over 65 år;
• høringsaktiviteter i forbindelse med gennemførelsen af AAI i hele Italien
• uddannelsesaktiviteter for sundhedsydelser (læger, sygeplejersker, sundhedspersonale), plejere, familiemedlemmer om betydningen og virkningen af AAI og ejerskab af kæledyr;
• reklame- og reklamekampagne for den brede befolkning.

Med den ældre befolknings trivsel som sit primære mål har VETeris som hovedformål i de næste par år at fortsætte med at fremme og gennemføre interventioner, arrangementer og initiativer, som også kan udvides og sponsoreres over hele verden.

Sundhedsvurdering og overvågningsplan for hunde, der er involveret i AAI’er

Den sagkyndige dyrlæge i AAI’er skal altid foretage en forebyggende sundhedsvurdering af den hund, der er involveret i AAI’erne, for at verificere dens sundhedstilstand. Derudover er de ansvarlige for at etablere den planlagte sundhedsovervågning for dyret gennem hele projektet og definere de ledelsesprocedurer, som medforvalteren skal overholde, både inden for og uden for indstillingen. Dette sikrer effektiv styring af sundhedsrisici i forbindelse med interaktioner mellem ældre og dyr, der er involveret i AAI’er.

Tidligere undersøgelser har vist, at tilsyneladende sunde dyr, der er involveret i AAI’er, kan bære og potentielt overføre zoonotiske patogener til mennesker, selv uden at udvise symptomer. Dette er særligt bekymrende i AAT, fordi dyreteamene besøger sundhedsvæsenet og interagerer med patienter, der kan være immunkompromitterede af fysiologiske og/eller patologiske årsager [13].

I denne henseende bør der lægges særlig vægt på at kontrollere ecto- og endoparasitangreb og profylakse af specifikke infektionssygdomme. ESCCAP-retningslinjerne (European Scientific Counsel Companion Animal Parasites) anbefaler behandlinger året rundt mod lopper og flåter, da risikoen for angreb er konstant, og eksponering er vanskelig at undgå [14].

Aktuelle eller systemiske produkter er tilgængelige på markedet. Når du bruger topiske produkter som spot-on eller spray, er det tilrådeligt at undgå at røre ved eller klappe dyret i de første 48 timer efter påføring [15]. Der er dog ingen risiko for kontakt med det aktive stof, når der anvendes systemiske produkter i oral tabletform [16]. Da hunde er hovedreservoiret for Leishmania infantum, anbefales det at bruge pyrethroidbaserede produkter med langvarig frigivelse (f.eks. halsbånd med lang varighed) sammen med vaccination til alle hunde, der er involveret i AAI’er [15].

Nylige undersøgelser har fundet zoonotiske tarmhelminter og protozoer hos henholdsvis ca. 24,3% og 30,4% af de hunde, der er involveret i AAI’er, hvilket fremhæver den potentielle risiko for at overføre disse parasitter til mennesker [17].

For at reducere risikoen for overførsel af zoonotiske endoparasitter til mennesker anbefaler ESCCAP retningslinjer at udføre en kopromikroskopisk undersøgelse med månedlige intervaller og behandling baseret på resultaterne. 18

Med hensyn til vaccinationsprofylakse for infektionssygdomme skal dyrlægen verificere, at AAIS-hunden har den mest hensigtsmæssige vaccinationsprotokol baseret på alder, livsstil og risiko for eksponering. Der bør lægges særlig vægt på zoonotiske infektionssygdomme (f.eks. leptospirose) [19].