Forholdet mellem farmaceutisk innovation og adgang til medicin er fortsat en af de mest komplekse og presserende udfordringer i den globale sundhed i dag. Intellektuelle ejendomsrettigheder (IP), især patenter, spiller en afgørende rolle i at tilskynde til forskning og udvikling (FoU) inden for medicinalindustrien og fremmer innovation, der har ført til livreddende gennembrud for en række sygdomme. Alligevel skaber det samme system, der fremmer innovation, også betydelige barrierer for adgang til essentielle lægemidler, især for befolkninger i LMIC’er, hvor sundhedsressourcerne ofte er begrænsede, og de høje omkostninger ved patenterede lægemidler er uholdbare.

I hele denne artikel har vi undersøgt, hvordan den eksisterende globale IP-ramme, der er indarbejdet i WTO’s TRIPS-aftale, fungerer, og de spændinger, det skaber mellem at beskytte innovatørernes rettigheder og sikre retten til sundhed for alle. Ved at undersøge vigtige casestudier – såsom hiv/aids-krisen, udrulningen af Covid-19-vaccinen og biologiske lægemidler – har vi set, hvordan denne spænding manifesterer sig i virkelige situationer. Mens systemet har været i stand til at tilpasse sig i nogle tilfælde, såsom gennem tvangslicenser og frivillige licensinitiativer, er det klart, at disse mekanismer alene er utilstrækkelige til at imødegå de globale sundhedsudfordringer i dag og i fremtiden.

Behov for reform

Den igangværende debat omkring TRIPS-fritagelsesforslaget for Covid-19-vacciner fremhævede, at det haster med at reformere det globale IP-system for bedre at reagere på folkesundhedsmæssige nødsituationer. Da verden står over for et stigende antal globale sundhedskriser – fra pandemier til antimikrobiel resistens og klimaforandringsrelaterede sundhedsudfordringer – er det klart, at de nuværende rammer skal være mere lydhøre og retfærdige.

IP-systemet skal reformeres for at sikre, at det ikke kun fremmer innovation, men også prioriterer global folkesundhed, især i krisetider. Dette omfatter udvikling af mere fleksible og rettidige mekanismer til at give afkald på patentbeskyttelse i nødsituationer, udvide brugen af tvangslicenser og tilskynde farmaceutiske virksomheder til at dele deres teknologier og knowhow, når folkesundheden kræver det.

En samarbejdssti fremad

Ingen enkelt løsning kan løse de mangesidede udfordringer ved at afbalancere farmaceutisk innovation med adgang til medicin. I stedet vil en kombination af tilgange være nødvendig for at skabe et mere afbalanceret og retfærdigt system. Disse tilgange omfatter:

En formaliseret nødfritagelsesmekanisme inden for TRIPS-aftalen, der automatisk kan udløses i tider med globale sundhedsmæssige nødsituationer, hvilket sikrer, at lande kan omgå patentbeskyttelse for at fremstille og distribuere vigtige lægemidler hurtigt.
Udvidelse og strømlining af tvangslicensmekanismer for at reducere bureaukratiske forsinkelser og politisk pres, hvilket gør det muligt for LMIC’er at få adgang til generiske versioner af patenterede lægemidler i tide.
Fremme af offentlig-private partnerskaber og incitamentsbaserede modeller såsom markedsforpligtelser og innovationspriser, som kan drive udviklingen af behandlinger for sygdomme, der ofte forsømmes af markedet.
Støtte til humanitære licens- og patentpuljeinitiativer, der gør det muligt for medicinalvirksomheder at dele deres IP på en måde, der prioriterer adgang for underforsynede befolkninger, samtidig med at rentabiliteten opretholdes på højindkomstmarkeder.
Forøgelse af den offentlige finansiering af farmaceutisk F&U, især for sygdomme, der uforholdsmæssigt påvirker LMIC’er, hvilket sikrer, at innovation drives af folkesundhedsbehov snarere end rent markedsefterspørgsel.

Global sundhed som et fælles ansvar

Kernen i denne debat er anerkendelsen af, at global sundhed er et fælles ansvar. Covid-19-pandemien har vist, at sundhedskriser ikke respekterer nationale grænser, og at en befolknings sundhed er uløseligt forbundet med andres sundhed. Denne virkelighed understreger behovet for større internationalt samarbejde om at tackle globale sundhedsudfordringer, herunder reformen af IP-systemet.

Regeringer, internationale organisationer, medicinalvirksomheder og civilsamfundet skal arbejde sammen for at sikre, at den globale IP-ramme understøtter både innovation og retten til sundhed. At styrke internationale organisationers rolle som Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og Verdenshandelsorganisationen (WTO) i global sundhedsforvaltning og sikre, at folkesundhedsmæssige overvejelser er centrale for IP-politiske beslutninger, vil være afgørende for at opnå denne balance.

Et blik på fremtiden

Fremtiden for intellektuel ejendomsret i lægemiddelsektoren skal afspejle erfaringerne fra tidligere og igangværende sundhedskriser. Ved at gentænke IP’s rolle i global sundhed og omfavne en mere fleksibel, samarbejdsorienteret tilgang kan vi skabe et system, der tilskynder til innovation, samtidig med at vi sikrer, at livreddende lægemidler er tilgængelige for alle.

Denne afbalancerede tilgang er ikke kun et etisk imperativ, men også en praktisk nødvendighed. I en indbyrdes forbundet verden har enhver befolknings sundhed ringvirkninger, der strækker sig langt ud over nationale grænser. At sikre lige adgang til medicin er ikke kun et spørgsmål om retfærdighed – det er afgørende for at beskytte den globale sundhed og fremme en mere modstandsdygtig og bæredygtig fremtid for alle.

Efterhånden som vi bevæger os fremad, er det klart, at det globale IP-system skal udvikle sig for bedre at imødekomme behovene i det 21. århundrede. Denne udvikling kræver en kollektiv forpligtelse til at balancere innovation med den grundlæggende ret til sundhed og sikre, at ingen bliver ladt i stikken i jagten på videnskabelige fremskridt og medicinske gennembrud.

Ved at omfavne reformer, samarbejde og lighed kan vi skabe et globalt sundhedsøkosystem, der fungerer for alle.

Del: