Beyond the Pandemic, Strategies For Vulnerable Women – Interventions in a Delhi Slum

Indledning

I krisetider, hvor ressourcerne er anspændte, og den institutionelle kapacitet er begrænset, står kvinder og piger over for uforholdsmæssigt store konsekvenser med vidtrækkende konsekvenser. Hårdt kæmpede gevinster for kvinders rettigheder er også truet”^1.

Indholdet af denne erklæring blev meget ødelæggende bekræftet under Covid-19-pandemien, da den bredte sig over hele verden og forårsagede hidtil usete forstyrrelser og tab af menneskeliv, der krydsede flere områder såsom sundhed, økonomi, køn, uddannelse og kulturelt og socialt liv med vidtrækkende konsekvenser. Dets kataklysmiske virkning fortsætter den dag i dag, som det er vist i decimerede økonomier globalt og forværringen af uligheder mellem polariteterne mellem rige og fattige og mellem kvinder og mænd.

Indien med den næststørste befolkning i verden og dets store kløft mellem de rige, de fattige, byerne og landdistrikterne med hensyn til adgang til ressourcer og sundhedspleje er blevet hårdt ramt af pandemien. Den næsten totale nedlukning, der fulgte efter det første udbrud, ødelagde økonomien med lukningen af 49% af de uformelle egne enheder² , hvilket kan føre til en stigning i den relative fattigdom fra 22% til 36% blandt de uformelle arbejdstagere³ med byarbejdsløsheden i nedlukningsperioden, der springer til næsten 24 procent i 2020. Denne del af befolkningen, der lever i usikre forhold, blev yderligere truet, hvilket førte til en massiv udvandring af omvendt migration fra byerne til landdistrikterne. Omkring 4,8 mio. blev muligvis hjemsendt i maj 2020; nogle kilder anslår, at dette antal er nået op på 25 mio.

Denne Covid-19 bølge 2020 blev efterfulgt af en mere dødelig og intens anden bølge i begyndelsen af 2021, ledet af den nye mutant (B.1.617.2), hvilket resulterede i i alt ca. 34518901⁵ virusrelaterede tilfælde i Indien og ca. 465911 dødsfald, selv om dette betragtes som en undervurdering.

Undersøgelser med fokus på kønsspørgsmål viser, at pandemien har haft katastrofale konsekvenser for kvinder og udvikling og deres økonomiske og politiske deltagelse, idet 118 kvinder ud af 100 mænd står over for alvorlig fattigdom6, og kvinderne falder betydeligt i indekset for ligestilling mellem ^kønnene7.

De fremskridt, der er gjort med hensyn til SDG5 i Indien, er også blevet vendt⁸, og der er et fald i kvinders deltagelse i arbejdsmarkedet. Skøn⁹ viser, at 19,3% af kvinder med eksamensbeviser og derover er arbejdsløse og var aktive jobsøgende i perioden januar-april 2021. Indkomsten for vandrende arbejdstagere er også faldet med gennemsnitligt 85% efter at være vendt tilbage til deres oprindelsesområder. Familiens opsparing er udtømt, jord og aktiver er i nogle tilfælde solgt, og gældsbyrden tynger kvindernes liv. Den anden bølge førte til nogle uheldige mønter, der afspejler den barske virkelighed: Covid-enker og Covid-Orphans.

Casestudie af en Delhi Slum

For at opnå en bredere forståelse af virkningen af pandemien på de økonomisk sårbare, især kvinder, fokuserer vi på mikrokosmos i
en slum/uautoriseret koloni i Delhi, som en afspejling af de faktiske forhold på jorden, der er fremherskende i denne vidtstrakte megalopolis. Slumområderne/UC’erne vokser omvendt i forhold til de store naturkatastrofer, klimaændringerne, den økonomiske kritikalitet, tabet af levebrød osv., der jævnligt finder sted i landlige og halvbymæssige dele af landet, hvilket tvinger til fordrivelse og migration til større byer. Anslået 4 millioner mennesker eller omkring 25-30 procent af Delhis befolkning på 19 millioner¹⁰ boede i uautoriserede kolonier eller UC’er i 2013, som er præget af dårlige levevilkår, f.eks. mangel på ledningsvand, overfyldt affald, åbent spildevand osv.¹¹ Indbyggerne i området er for det meste selvstændige eller arbejder i private job eller som kontraktarbejde¹², Kvinder er for det meste ansat som deltidsansatte hushjælp eller arbejder i den nederste ende af erhvervskæden. De er lavtuddannede, lider af dårligt helbred; de bærer også hovedbyrden af husholdningsopgaver og mangler handlefrihed og stemme. Familiens indkomster ligger i gennemsnit på omkring 10.000-25.000 INR om måneden¹³. Vi er imidlertid nødt til at forstå, at disse slumkvarterer udgør selve rygraden i storbyerne, idet de leverer de støttesystemer og hjælpefunktioner, der smører administrationens hjul og støtter livsstilen for de midterste og velhavende klasser, der bor i bycentrene¹⁴.

Covid-19’s indvirkning på sundhedsspørgsmål

Scenariet efter Covid-19 har afsløret kvinders fysiske og mentale sundhed som et vigtigt problemområde. Den overvældende 2. bølge oplevede, at mange primærklinikker lukkede, og hospitaler blev konverteret til Covid-19-afdelinger for at klare det hidtil usete antal patienter. Disse foranstaltninger havde en drastisk indvirkning på den almindelige sundhedspleje og efterlod de syge eller dødeligt syge, især sårbare^15.

Mental sundhed-relaterede spørgsmål sjældent talt om eller anerkendt, er mere udbredt hos kvinder end mænd i henhold til undersøgelser^16. De manifesterer sig som tavse mordere, spidser stressfaktorer og forårsager forskellige sygdomme. Covid-19 har haft en ødelæggende indvirkning på den indiske økonomi¹⁷ forårsager en af de største sammentrækninger globalt. Dette manifesterede sig i faldende indkomster og arbejdsløshed¹⁸ og forstærkede psykiske problemer som nævnt tidligere; øget¹⁹ vold i hjemmet, børnemishandling²⁰ en indikator for den enorme stigning i antallet af opkald til børnenes telefonnumre²¹; forværret depression og selvmordstendenser med en stigning på næsten 67 procent i rapporterne om sådanne hændelser i medierne.

Fremtidige interventioner og strategier

Det nuværende scenario giver enorme muligheder for at revidere situationen og udvikle strategier for fremtiden ved at skabe en holistisk sammenhæng mellem de forskellige discipliner. Sundhed kan ikke ses i en eksklusiv silo fra de større spørgsmål om køn, autonomi og økonomi; derfor har vi brug for et paradigmeskift i perspektiver og metodologi. Under hensyntagen til manglen på sundhedspersonale, der står i et rimeligt forhold til befolkningen²² og de utilstrækkelige offentlige sundhedstjenester i landet, ville en strategi være at tildele frontlinjearbejdere en større rolle og anerkendelse inden for lægebehandling, som f.eks. den 2,3 millioner ASHA-ARBEJDSTAGERES STYRKE²³ Anganwadi²⁴ og hjælpesygeplejersker/jordemødre (AWM), som har en enorm rækkevidde blandt fattige kvinder i byerne og i landdistrikterne, da de er de første budbringere for sundhedsfaciliteter. I erkendelse af styrken af deres netværk og opsøgende aktiviteter under pandemien og dens eftervirkninger har både civilsamfundet og statslige organer brugt deres tjenester til at nå ud til sårbare grupper. De ydede tidlig sundhedspleje og spillede også en afgørende rolle i at sprede budskabet om vaccination og også gennemføre sine programmer på tværs af de perifere regioner i landet.

Vaccination – Innovative fremgangsmåder

Vaccination har været den store drivkraft til at begrænse virussen, og mens regeringen har forfulgt programmet aggressivt med mere end en milliard doser givet hidtil, men der er en 20 procent forskel i vaccinationsratio²⁵ mellem kønnene. Dette skyldes en række årsager, der afspejler de dårlige kønsindekser i landet, f.eks. manglende adgang til mobiler, digital analfabetisme, myter og frygt og den lave værdi, de tillægger sig selv. Vaccinationsindsatsen er blevet understøttet af en tostrenget strategi. statslige organer har administreret gratis doser til de fattige, mens de private medicinske faciliteter har en fast pris for faciliteten. For at afhjælpe nogle af manglerne i systemet sluttede civilsamfundet sig også til indsatsen ved at gennemføre oplysningskampagner for at mindske tøven og gøre processen mere tilgængelig, navnlig i byslumområder, hvor kvindernes erhverv afslører deres sårbarhed (figur 1).

Figur 1. Erhverv for vaccinerede kvinder i procent

Kønsdimensionen – Udjævning af lighedskløften

Verden efter covid-19 har brug for en betydelig stigning i bidraget fra kvinder – halvdelen af befolkningen – for at kunne tage de udfordringer op, som den står over for på flere fronter: økonomisk, global opvarmning, digitale forstyrrelser, inklusiv vækst, arbejdsstyrke og færdigheder blandt andre. Dette kan kun lade sig gøre ved at mindske kløften mellem kønnene og styrke kvindernes stilling. Det indebærer at ændre deres opfattelse af sig selv, at have agenturet til at have adgang til ressourcer: materielle, menneskelige og sociale og til at bruge dem, og forståelse og erkendelse af uretfærdighed både institutionaliseret og sporadisk²⁶. Empowerment er uløseligt forbundet med økonomisk agentur, som er afgørende for fattigdomsbekæmpelse og fødevaresikkerhed, varig, inklusiv og bæredygtig økonomisk vækst.

Udviklingsvirkningen af at lægge flere penge i hænderne på kvinder giver overhængende mening, da de bruger en større del af deres indkomst på deres familier, og dermed vil en forøgelse af kvinders indkomst og deres kontrol over familieudgifterne have en dominoeffekt på forbedringer af børns ernæring, sundhed, uddannelse og arbejde og dermed bryde kredsløbet af fattigdom mellem generationerne. Højere niveauer af ligestilling mellem mænd og kvinder medfører også lavere fattigdom og fødevareusikkerhed i den almindelige befolkning, højere status i indekset for menneskelig udvikling og mindre ^{miljøforringelse27}.

I betragtning af dette scenario, den faldende andel af kvindelige arbejdsstyrken deltagelse i Indien på 31 procent, herunder både landdistrikter og byområder²⁸ er af dyb bekymring. Forskellige sociokulturelle og økonomiske faktorer ligger bag denne virkelighed, som kræver en omfattende og velstruktureret klageadgang fra regeringsorganer, den private sektor og civilsamfundet, som skal bakkes op af politisk vilje.

Et vigtigt skridt i denne retning ville være at øge kvinders digitale integration betydeligt som en vigtig port til finansielle tjenesteydelser og muligheder for indkomstskabelse ud over uddannelse, information og alle former for læring.²⁹ Den post-Covid verden har været vidne til en eksponentiel stigning i brugen af teknologi og digitalisering, og kvinder på nuværende internetadgang, halter bagefter mænd med næsten 135 millioner i Indien, skal gives incitamenter til at lukke kønsforskellen. Til dette formål har forskellige regeringer og ngo’er startet computerklasser for piger og kvinder i slumområdet. På samme måde er ³⁰ faglig uddannelse og opkvalificering af afgørende betydning for at forbedre kvinders jobmuligheder og frigøre dem fra den laveste ende af det faglige hierarki.

Øget politisk deltagelse på græsrodsniveau og højere niveauer er et afgørende element for at give kvinderne en stemme i regeringsførelsen. Mens tyve statslige regeringer har reserveret 50 procent af pladser til kvinder på lokalt plan, den højeste politiske organ Lok Sabha har kun 14 procent af kvindelige kandidater.

Konklusion

Den post-covide virkelighed kræver et paradigmeskift i perspektiver og måden, hvorpå vi former vores fremtid – for os selv og for de kommende generationer. De usædvanlige udfordringer, dødsfald og ødelæggelser som følge af pandemien giver os lektioner, som hverken kan eller bør ignoreres. Der er et presserende behov for at afskaffe den uansvarlige udnyttelse af ressourcerne og bygge bro over de siloer, der deler samfund, køn og rige og fattige, da en sammenkoblet verden ikke giver os plads til selvtilfredshed. Den næste katastrofe venter i kulisserne. Dette er måske pandemiens mest magtfulde budskab.