Perspektiver – nytænkning i indvandringspolitikken i Europa

Sidste sommer eksploderede en anden krise ud over den afghanske krise på internationalt plan, hvor Polen og Litauen beskyldte den belarussiske regering for at presse migranter fra Syrien og Afghanistan, men også fra afrikanske lande som Den Demokratiske Republik Congo og Cameroun, til at gå ud over EU’s grænser.^1,2,3. Ved denne lejlighed har EU-landene opstillet barrierer, øget grænsepatruljerne, skubbet tilbage og begrænset adgangen til humanitære organisationer ved grænserne til Belarus. Vi var endnu en gang vidne til, at indvandreres og asylansøgeres mentale og fysiske sundhed ofte er i stor fare. Ofrene for vold ved begge grænser, der var fanget under umenneskelige forhold, døde nogle, mens andre rapporterede om forskellige mentale og fysiske traumer^4,5.

I dag med denne nye krig mellem Rusland og Ukraine er millioner af flygtninge på vej til Polen, Rumænien og mange andre lande for at undslippe krigen. Før krigen var der omkring 250.000 ukrainere kun i Italien, og det forventes, at mange flere end de næsten 100.000, der allerede er ankommet til dette land, vil forsøge at nå dem, især hvis familiemedlemmer⁶.

Den Europæiske Union og de direkte involverede lande opfordres til hurtigt at organisere effektive modtagelses- og frem for alt integrationssystemer for denne nye humanitære nødsituation. Det sker også på baggrund af en fornyet følsomhed i den europæiske og vestlige offentlighed i almindelighed, og dette kunne være en lejlighed til at foreslå en ændring af tilgang, fordi denne offentlighed blev ramt af den tragedie, som afghanerne oplever, af det, der er sket ved grænsen mellem Belarus og Polen, og i dag af den tragiske udvandring af ukrainske flygtninge.

Det er imidlertid nødvendigt at dvæle ved en kendsgerning. Migranter, der er flygtet fra forfølgelse, krige, naturkatastrofer, sult og fattigdom, især i det seneste årti, er ankommet til Europa hovedsagelig ad søvejen. Strømmene er sandsynligvis bestemt til at forblive vigtige, ligesom statistikkerne over døde og forsvundne, og medmindre der gennemføres reformer på europæisk plan, vil det ikke være muligt at behandle fænomenet i en strukturel og ikke en permanent nødsituation.

Det er reformer, som ud over at tillade redning af liv kan vise sig at være billigere end det, der er brugt i de seneste årtier til at håndtere migrationsfænomenet på en sådan nødsituation. Italien og andre Middelhavslande kan bringe vigtige nyskabelser, som kan give os mulighed for yderligere at øge vores forhandlingsstyrke med oprindelses- og transitlande.

I dag kan en udlænding indvandre og derefter opholde sig lovligt i europæiske lande praktisk talt kun, hvis han ved ankomsten ansøger om asyl og efterfølgende opnår flygtningestatus. Men med undtagelse af de nylige humanitære kriser, der er nævnt ovenfor, kan vi siden 2011 konstatere, at 80/85% af de migranter, der hvert år ankommer til Middelhavets grænser ad søvejen, ikke har ret til at opnå flygtningestatus. Det er de såkaldte økonomiske migranter. For at blive i Italien som eksempel forudser demograferne desuden et fald i befolkningen i 2050 svarende til ca. 10% mindre end de faktiske indbyggere. Desuden er der hvert år mellem 100.000 og 200.000 italienere, der emigrerer, og pensionssystemet vil sammen med økonomien blive udsat for et stigende pres^7,8.

Det forekommer derfor nødvendigt at vedtage politikker, der tilskynder til fødsler og forhindrer udvandring. Men vi kan også planlægge at revidere forvaltningen af migrationsfænomenet ved at ændre vores tilgang. Også fordi det ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt forekommer tvingende nødvendigt at gribe ind.

Migranter lider mere end andre grupper af de hindringer, der er forbundet med sundhedsdeterminanter og universel sundhedsdækning, både som internt fordrevne og i transit- eller værtslande, hvis modtagelses- og integrationssystemerne ikke er velforberedte. Det er naturligvis kompliceret at håndtere indvandreres og flygtninges sundhed, og forholdene omkring migrationsprocessen kan også øge sårbarheden over for dårligt helbred. Det er derfor afgørende at tage fat på både de faktorer, der påvirker indvandrernes adgang til sundhedssystemerne, og de sundhedsrelaterede mål og målsætninger, der er skitseret i 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, for at sikre, at “ingen kommer bagud “^9,10. Det er af afgørende betydning, at indvandrernes mentale sundhed og trivsel håndteres for at garantere den menneskelige sikkerhed og velfærden i de nye samfund og værtsfællesskaberne. Vi skal fokusere på, hvordan vi kan ændre tilgang ud fra et politisk synspunkt og fremme skabelsen af et andet miljø, der kan styrke den regelmæssige indvandring i Europa og dermed garantere bedre og mere effektive integrationsveje for indvandrere og dermed sikre både indvandreres og værtssamfundenes sundhed og velfærd.

Det kunne derfor være klogt at tage i betragtning, at data fra internationale agenturer i årevis har fortalt os, at regulære indvandrere i Europa bidrager med 70% til beskæftigelsesfleksibilitet, og at kontinentet har brug for 3 mio. indvandrede arbejdstagere hvert år^11. Covid-19-pandemien har fremhævet, hvordan arbejdstagere med immigration kompenserer for de job, som de indfødte ikke længere ønsker at udføre (f.eks. indsamling af fødevarer på landbrugsområdet, husarbejde og velværestøtte, byggeri). Officielle statistikker viser, at udlændinge, der regelmæssigt opholder sig i Italien, f.eks. arbejder lovligt og bidrager med ca. 9% af bruttonationalproduktet (BNP) med et positivt årligt overskud for statskasserne, som i de seneste fem år har nået op på 4 mia. EUR, afhængigt af året¹².

Det er meget betydningsfulde tal, hvorfra vi kunne begynde at forestille os en ny retning i vores migrationspolitik, nemlig at revidere den eksisterende lovgivning for at give migranter mulighed for regelmæssigt at rejse ind, ikke blot for at ansøge om flygtningestatus, men også for at arbejde lovligt i Europa.

For at tage det italienske tilfælde som et muligt eksempel fra begyndelsen ville det være tilstrækkeligt at revidere den faktiske lovgivning og genåbne adgangskvoterne af arbejdsmæssige årsager, idet man måske på forhånd har identificeret de erhvervs- og brancheorganisationer og de lokale myndigheder, de økonomiske sektorer og geografiske områder, hvor der er størst behov for arbejde og befolkningstilvækst i vores land. På den måde undgår man også, at tusindvis af illegale indvandrere arbejder ulovligt, og at de ledes mod afsavn og marginalisering, i stedet for at blive sat ind i modtagelses- og integrationsforløb til gavn for alle, og man tillader, at der oprettes et strukturelt modtagelses- og integrationssystem, et system, der kan blive vægtet og effektivt, og som hvert år kan forudsige antal og indgangssteder.

Desuden vil dette mål også være muligt i betragtning af, at oprindelseslandene mere end noget andet er interesserede i de pengeoverførsler, der kommer fra deres landsmænd, som er bosiddende og regelmæssigt arbejder i udlandet. I 2020 beløb de globale pengeoverførsler til deres land fra migranter, der arbejdede i udlandet, sig til 470 mia. dollars. Og mindst yderligere 40% skønnes ikke at kunne spores^13,14.

Mens offentlig udviklingsbistand og private udenlandske investeringer i udviklingslandene var henholdsvis 161 og 229 milliarder dollars, for i alt 390 milliarder dollars (Verdensbankens data). I denne forbindelse forekommer det ikke urealistisk at forestille sig, at oprindelseslandene selv ville være interesseret i at indgå aftaler om begrænsning og kontrol af afrejser fra deres lande i lyset af større garantier for muligheden for, at de, der forlader landet, kan arbejde og opholde sig regelmæssigt i bestemmelseslandet med henblik på at integrere og tilføre merværdi til den generelle sundhed og velfærd, til ens liv, til oprindelseslandenes BNP og til værtslandenes økonomi.

Takket være en større åbning af arbejdskvoteordningen kunne udstedelsen af indrejsevisa øges i vægtet form, der kunne tilbydes uddannelsesmoduler inden afrejsen på stedet, især for de mest skrøbelige kategorier, og IOM (Den Internationale Organisation for Migration) kunne foretage en koordineret hjemsendelse fra europæiske lande til oprindelseslandene på en velordnet og sikker måde.

En revision af den nuværende lovgivning om forvaltning af fænomenet vil derfor medføre demografiske, beskæftigelsesmæssige og økonomiske fordele og, takket være en mere effektiv tilrettelæggelse af ankomsten, også med hensyn til sundhed og velfærd. Det er en stor mulighed, som Europa er parat til.