Boliger i mental sundhed som en pædagogisk europæisk vej mod borgerrettigheder

Indledning

Hvis vi anerkender “Lov nr. 180” som et nyt paradigme for mental sundhed, må vi finde en løsning på de mange problemer, der finder deres oprindelse inden for dette paradigme.

Et paradigme er “en måde at se verden på”, en “opbygning af verden”, hvorfra der opstår nye problemer. De nye problemstillinger kræver ny planlægning, nemlig nye organisationsmønstre: “Planlægning betyder organisering: en plan er en organiseret og organiserende organisation. Et mønster kan ikke reduceres til et organiseret system, så raffineret som det kan være. Vi må opbygge den og læse den igennem dens organisatoriske potentiale”1.

Bolig er et komplekst system, hvor et individ udtrykker sit potentiale; med andre ord kan et individ udtrykke sin identitet “ved at blande sig i mangfoldighed”.

“Uafhængighed er baseret på afhængighed over for miljøet; begrebet uafhængighed supplerer begrebet afhængighed. For at blive uafhængig skal man være afhængig”2.

Er der en sammenhæng mellem paradigme og organiserende potentialer? Vi mener, at der er en forbindelse i “borgerlige rettigheder”. Mens hospitalet i en psykiatrisk afdeling overtog disse rettigheder og definerede dem, definerer det i det nye paradigme de borgerlige rettigheder hospitalet, og de skitserer det og dets nye problemer. Et af spørgsmålene vedrører begrebet “bolig”.

Vi mener, at boligprojektets “mål” er mennesker, der er ramt af psykiske sygdomme, samt deres familier, operatører inden for mental sundhed, offentlige og private ansatte og borgere generelt.

Når vi taler om målgrupper, skal vi altid tage højde for, at den enkelte er resultatet af sine relationer, oplevelser osv. Derfor indebærer begrebet “bolig” “uddannelse” ikke kun for en person, men også for de andre mennesker, der befolker hans miljø.

Men bortset fra dette, at placere individet i en kompleks kontekst betyder at opdage ressourcer, der ikke kan identificeres med personens sygdom:

På det kulturelle plan er folk rede til at acceptere en klar opdeling mellem de modsatte begreber “sundhed” og “sygdom”, som lyder lige så indlysende som de modstridende begreber “regn” og “sol”. Da de opfattes som ubetingede begreber (positive versus negative), kan der ikke etableres en forbindelse og et dialektisk forhold mellem dem, hvorved man benægter, at sygdom kan repræsentere en fase i ens liv, en mulighed for at tilegne sig selv, ens egen krop, ens oplevelser og dermed ens helbred3.

Og mere: Meget få morbide tilstande i dag kan beskrives som “bakterier-genererede sygdomme;” der er ofte mange vekselvirkende årsager og samtidige faktorer. Fedme kan prædisponere en til diabetes og gigt, som hindrer fysisk træning og påvirke blodtryk og kolesteroltal. Alle disse faktorer, undtagelser for gigt, kan føre til slagtilfælde og koronararteriesygdom. Det kan ske, at virkningerne (dvs. depression efter et hjerteanfald eller et slagtilfælde) kan blive til årsager og derfor føre til tilbagefald⁴.

Metoder

Projektet: En uddannelsesmæssig europæisk vej mod borgerlige rettigheder

“Boliger” er mere end en støttet lejlighed; det er et system af sociale faciliteter i et netværk af menneskelige relationer i et sikkert nabolag. Beskyttelsen af den mentale sundhed bliver stadig vigtigere i verden. I de seneste år har Verdenssundhedsorganisationen iværksat en række initiativer for at øge bevidstheden om de forskellige grader af handicap, der kan opstå som følge af psykiske lidelser.

Ifølge udtalelsen fra Margaret Chan, generaldirektør for Verdenssundhedsorganisationen, under præsentationen af “2013-2020 handlingsplan for mental sundhed” Mental velvære er blevet defineret som afgørende for den generelle sundhed ifølge WHO. God mental sundhed genererer personlig tilfredsstillelse, evnen til at klare almindelige daglige spændinger, professionel adfærd og produktivitet, og et positivt bidrag til samfundet. For at give dette emne den opmærksomhed, det fortjener, er der stadig meget at gøre i hele verden. Mange ting skal ændres, hvis vi skal vende ugunstige tendenser og sætte en stopper for menneskerettighedskrænkelser og forskelsbehandling af mennesker, der er ramt af mentale forstyrrelser og psykosociale handicap. Denne globale handlingsplan anerkender den vigtige rolle, som mental sundhed spiller for at nå vores overordnede sundhedsmål. Planen er baseret på en livslang tilgang, der sigter mod at opnå ligestilling gennem universel sundhedsdækning med fokus på forebyggelse, og den er centreret omkring fire centrale principper: et effektivt lederskab og styring inden for mental sundhed, adgang til integrerede, omfattende mentale sundhedsydelser og sociale tjenester, der opfylder samfundets behov, gennemførelse af forebyggelsesstrategier og udbredelse af dybdegående oplysninger gennem indsamling af mere videnskabelig dokumentation og fremme af forskning. Målsætningerne i denne handlingsplan er ganske vist ambitiøse, men WHO og dets medlemsstater er fast besluttet på at nå dem. (Margaret Chan, generaldirektør, Verdenssundhedsorganisationen, præsentation af “2013-2020-handlingsplanen for mental sundhed”).

Handlingsplanen supplerer WHO’S “Quality Right Toolkit”, hvor de standarder, DER understøtter boliger, defineres i overensstemmelse med de fem emner i FN’s “konvention om handicappedes rettigheder”:

1. Retten til en passende levestandard og social beskyttelse.
2. Retten til den højest opnåelige fysiske og psykiske sundhed.
3. Retten til at udøve rets- og handleevne og retten til personlig frihed og personers sikkerhed.
4. Frihed fra tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og fra udnyttelse, vold og misbrug.
5. Retten til at leve selvstændigt og blive inddraget i samfundet.

Derfor ligger der en væsentlig ændring bag begreberne sygdom, sundhed og håb. Men der er et andet element, der kommer ind i vores arbejde: livet af et individ er strengt forbundet med et helt socialt stof. Begrebet “bolig” er baseret på en uprøvet “kerne” – som Imre Lakatos foreslog – ifølge hvilken “borgerlige rettigheder kommer før hospitalet” og på det paradigme, der er tilsigtet af Thomas Kuhn, som er det princip, der udtrykkes i lov n.

Boligprojektet kan ikke kun baseres på begreber som “House first” eller “Step by step”, men på et system baseret på social og individuel kultur, hvor huse, relationer og rettigheder er vævet sammen.

Verdenssundhedsorganisationen har indført diagnoseværktøjet “ICF”, et akronym for “International Classification of Functioning, Disability and Health”, som parallelle værktøjer til ICD (International Classification of Diseases). Deres mål er at indføre vigtigheden af at fungere, som det opleves af mennesker: Det er en universel oplevelse, hvor krop, person og samfund er forbundet. I løbet af deres liv, kan folk have forskellige funktionelle erfaringer, forbundet med medfødte lidelser, fysiske skader, akutte eller kroniske patologiske tilstande, eller aldring⁵.

HERO er et projekt, der kredser om steder: Bymiljøer er under konstant forandring, og de er indbyrdes forbundne. På disse steder er det eneste faste begreb tanken om overgang⁶. Bolig er et engelsk ord, der angiver beboelseshandlingen, og “ing “-suffikset fremkalder tanken om fremskridt: det betyder, at beboelse ikke er et fast begreb, men snarere indebærer forandring og fremkalder en vej, et kvarter og en by, hvor der bygges relationer mellem mennesker, der kender hinanden, eller som mødes for første gang. Neurovidenskabelig forskning afslører, at hjernen er et organ, der lever og vokser gennem relationer: Tanken om sind og i forlængelse af selvet, som jeg ønsker at frembringe gennem forestillingen om udvidet selvet, er, at et selv, der er placeret hverken i eller uden for hjernen/kroppen, men i stedet konstant gennemføres i-mellem hjerner, kroppe og ting og dermed irreducerbar til nogen af disse tre elementer taget i isolation⁷. Vi mener ikke, at mental sundhed kan opnås på ét sted. Efter at have talt med Ronald Laing – som rapporteret i Crimini di pace (1975) – Franco Basaglia skrev: “Laing […] foreslår nu igen […] opførelsen af et” asyl “, som svar […] på behovet for et husly for at beskytte dem, der oplever en” anderledes “eksistens. Dette bør være et sted, hvor “forskellige” mennesker kan udtrykke sig uden begrænsninger, og hvor de lærer at leve med deres forskelle. Selv om Laing tilskynder os til at gøre modstand og kæmpe inden for institutionerne, opfordrer vi ham til at forsøge at forhindre, at “asylet” bliver en anden form for institution, da det uundgåeligt vil blive integreret i det sociale og økonomiske område, hvor det vil blive bygget […] Selv om dette projekt fokuserer på individet, indeholder det ikke nogen dybdegående analyse af det politiske og sociale miljø, hvori individet skal assimileres. Det er ikke korrekt at antage, at der kan være et sted, hvor patienterne kan helbredes uden nogen social og politisk indgriben: Sundhed ligger i mangfoldighed, i nye muligheder, i ens tro på en anden fremtid”8.

“Mellem 1950 og 1960 fremførte mange europæiske klinikere og politikere den idé, at mental behandling ikke krævede et langt ophold på et mentalsygehus […] De var modstandere af de gammeldags psykiatriske afdelinger, da de betragtede dem som “anti-terapeutiske”. Deres tilgang var imidlertid ret naiv, da den sigtede mod at ændre strukturerne og ikke metoderne”9.

Hvis strukturerne var for store, mindre bygninger blev bygget; Hvis de var langt fra centrum, blev de flyttet ind i byen. Men det virkede ikke. Selv i de mindre centre bestod den såkaldte “nye kronik”. HERO foreslår noget andet: Det giver en mulighed for at leve med og på trods af hans eller hendes lidelse, med bevidsthed om ens forskelle, og at blive integreret i et netværk af relationer dannet på steder designet til at forbedre mental sundhed (samfund, lejligheder med tilpassede faciliteter, etc.) og er baseret på sociale ressourcer (kulturelle centre, teatre, rekreative centre, etc.), på terapeutiske aktiviteter i faciliteterne (såsom flere familiegrupper) og offsite grupper (såsom “Hearing Voices”, musikbegivenheder, sportsbegivenheder, etc.), på arbejde (i henhold til personlige evner og muligheder). De fremmer volontørtjenester for at hjælpe med at overvinde vanskelighederne ved at etablere relationer og kommunikere med mennesker, der generelt betragtes som “uforudsigelige” og “anderledes”. Det skal bemærkes, at disse steder er indbyrdes forbundne, tilgængelige, beboelige og modificerbare. De er steder, hvor alle føler sig velkomne, respekterede, ikke dømt eller stigmatiseret, og kan blive opmærksomme på, at mental sundhed (og ikke kun det) er en status, der kan opnås, hvis alle er involveret, fordi det involverer alle. Vi er overbevist om, at det omkringliggende område skal være nøje forbundet med de “steder”, hvor patienterne opholder sig: disse steder bør altid overvejes i forhold til de omkringliggende omgivelser. Allerede i 1994 bekræftede Marc Augé, at “det er nødvendigt at overvinde den restriktive opfattelse af hele kulturer som uafhængige enheder, der er tvunget til at eksistere side om side “10. Vi bør opbygge et system for at finde et nyt sprog, der ikke er summen af forskellige sprog, men snarere et, der producerer en ny kultur inspireret af social velfærd og psykisk sundhed.

Det er vores mål.

Konklusion: Uddannelsespensum om boliger og mental sundhed for lokalsamfundene

Det har været særligt vigtigt for partnerskabet at skrive et uddannelsespensum om boliger og mental sundhed, fordi det har hjulpet os med at udbrede viden og færdigheder om boliger i lokalsamfundene. Målet var at fremme boliger som en strategi, der kan fremme integration i vores samfund, med særligt fokus på mentale sundhedsspørgsmål.

Den “generalistiske” arkitektoniske tilgang, der kendetegnede anden halvdel af 1900’erne og de første år af 2000’erne, producerede for det meste “ubeboelige” bygninger, og dette er især synligt i mange byer i udkanten.

Udkanten af byerne opstod omkring tanken om, at der var behov for ny miljømæssig homogenitet.

Vores arbejde “i gang” har til formål at øge opmærksomheden på folks forskellige behov

Det bliver derfor mere og mere påtrængende, at vi befolker miljøet med reelle relationer og forbindelser, skaber en atmosfære, hvor forskelle hilses velkommen, og henleder opmærksomheden på begrebet “godt liv” og den retning, vi bør tage i et samfund, hvis rammer får os til at opleve ensomhed “uden nogensinde at være alene”.

Yderligere oplysninger: www. housing-project.eu.