Retten til asyl – Køn som beskyttet social gruppe

Indledning

Problemet med konventionen om flygtninges retsstilling (1951) er, at den hverken giver et omfattende eller et fleksibelt svar på de mange og komplekse tvungne befolkningsbevægelser, der finder sted i dag: den blev designet til en anden æra^1. Den omstridte debat, der har varet i ti år på dette område, drejer sig om den udtrykkelige inddragelse af kønsaspektet som en beskyttet gruppe i artikel 1, litra A, nr. 2, i konventionen af 1951 om flygtninges retsstilling (flygtningekonventionen).

Denne artikel giver et overblik over de krav, der stilles for at opnå flygtningestatus, og en analyse af, hvordan flygtningekonventionen fortolkes og anvendes i dag, med hjælp fra retspraksis for at påpege de uregelmæssigheder, der opstår som følge af den manglende tildeling. Konklusionen indeholder et resumé af resultater og anbefalinger vedrørende den bedst mulige vej frem.

Oversigt: Internationale krav til opnåelse af flygtningestatus

I dag er flygtningekonventionen fra 1951 retligt bindende for de lande, der har undertegnet den, med det krav, at der ikke må tages forbehold over for bl.a. artikel 1 (definition af “flygtning”). Konventionens artikel 1 spiller derfor en vigtig rolle for fastlæggelsen af flygtningestatus på internationalt plan, da den fastsætter, hvem der får en vellykket beskyttelse som følge af flygtninges rettigheder. Artikel 1, punkt A, stk. 2, i konventionen, som bl.a. definerer en flygtning, er specificeret for at opfylde de krav, en asylansøger skal opfylde for at opnå flygtningestatus, nemlig at den enkelte²:

1. Har en velbegrundet frygt for forfølgelse.
2. Frygter forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en bestemt social gruppe eller politisk overbevisning.
3. Er uden for det land, hvor han/hun er statsborger eller har sit sædvanlige opholdssted, og er ude af stand til eller på grund af en sådan frygt ikke er villig til at benytte sig af dette lands beskyttelse.

Det er derfor bydende nødvendigt at forstå de aspekter, der bidrager til forfølgelsen.

“Forfølgelse” = Krænkelse af menneskerettigheder eller alvorlig skade + Manglende statslig beskyttelse³ Prima facieKonventionens artikel 1, punkt A, stk. 2, viser, at det er vanskeligt direkte at imødekomme de asylansøgende kvinders behov, navnlig i forbindelse med den globale stigning i antallet af kønsbestemte voldssager, hvoraf 736 mio. kvinder på verdensplan i øjeblikket er ofre4. Den nuværende situation i konventionen kræver en dybere fortolkning fra beslutningstagere og jurister for effektivt at afgøre, på hvilken specifik grund i henhold til artikel 1, punkt A, stk. 2, de kan placere asylansøgende kvinder for effektivt at yde dem beskyttelse. Ærligt talt ser det ud til, at ingen eller intet effektivt vil beskytte disse ofre, hvis konventionen forbliver uændret.

Køn som særlig social gruppe: Uoverensstemmelser i anvendelse og fortolkning

Kvinder og børn betragtes som sårbare, især i konfliktsituationer, og udgør størstedelen af dem i flygtningelejre, der udsættes for menneskerettighedskrænkelser⁵. I dette tilfælde bruges kønsrelateret forfølgelse primært til at understrege, at strukturelle og kønsbaserede magtforskelle placerer kvinder og piger
risikerer at blive udsat for flere former for vold med ringe eller ingen beskyttelse fra deres oprindelsesland. For at få beskyttelse i henhold til international flygtningeret skal disse voldshandlinger være begået af enten en statslig agent eller en ikke-statslig aktør. I tilfælde af vold begået af en ikke-statslig aktør opnås international beskyttelse, når staten er uvillig eller ude af stand til at beskytte den pågældende person i overensstemmelse hermed.⁶ Kvindelig kønslemlæstelse er en almindelig påstand og en af de få grunde til, at kvinder vælger at flygte fra deres hjemlande for at søge international beskyttelse.

Casestudie: Kvindelig kønslig lemlæstelse (FGM)

For det første begås vold i hjemmet og seksuel vold, såsom kønslig lemlæstelse af piger og kvinder, ofte af ikke-statslige aktører. De betragtes således ofte som private anliggender, og ofrene kan i de fleste tilfælde ikke opnå ^asyl7. I dag praktiseres kønslig lemlæstelse af piger aktivt, og det anslås, at 68 mio. piger er i fare for at blive ofre inden²⁰³⁰⁸. I øvrigt findes der love, der kriminaliserer kønslig lemlæstelse af piger og kvinder i forskellige regioner, hvor denne praksis er fremherskende, men der er ingen konsekvent håndhævelse af disse love. Mange kvinder og piger har søgt asyl på grund af kønslig lemlæstelsespraksis i deres lokalsamfund, og dette har ført til udfordringer i forbindelse med vurderingen af deres ansøgninger, da flygtningekonventionen har en vag ordlyd, som giver plads til kreativ fortolkning og udvidelse^9.

Ikke desto mindre har der været en mere velvillig anvendelse af flygtningekonventionen på grund af UNHCR’s retningslinjer om kønsrelateret forfølgelse, hvor personer, der flygter fra kønslig lemlæstelse af piger og kvinder, klassificeres som en del af en offentlig arbejdsgivergruppe, der synes at mærke kvinder enten i henhold til beskyttede karakteristika under forfølgelse eller socialt, fordi de blot er kvinder i et diskriminerende miljø. Det britiske Overhus betragtede f.eks. kvinder i Sierra Leone som en del af en social gruppe i henhold til artikel 1, litra A, nr. 2, i flygtningekonventionen, da de alle var socialt underlegne mænd og levede med en overhængende trussel om kønslig lemlæstelse som et udtryk for forskelsbehandling af ^dem10.

Endvidere skal asylansøgerne påvise den velbegrundede frygt for den pågældende forfølgelseshandling ved at påvise den subjektive og objektive frygt for forfølgelse på grundlag af sandsynligheden^11. I Frankrig blev en appel godkendt på grundlag af, at den nationale asyldomstol forstod sandsynlighedsforholdet og hævdede, at kønslig lemlæstelse objektivt set udgjorde en social norm i Somalia, og at børn, der ikke blev udsat for kønslig lemlæstelse, derfor udgjorde en PSG^12.

I modstrid med flygtningekonventionens principper kræver amerikansk retspraksis, at en PSG skal være en bestemt gruppe med et snævert antal, hvilket forhindrer kvinder i at søge asyl på grund af kønsrelateret forfølgelse¹³. I deres retspraksis redegøres der nærmere for de forskellige anvendelser og definitioner, som en PSG har fået tildelt, og som er blevet uddybet i Inre CA Respondent-sagen, hvilket skaber endnu større forvirring med hensyn til de reelle kvalifikationer, der kræves¹⁴.

Generelt fører uoverensstemmelserne i fortolkningen og anvendelsen af konventionen i forbindelse med vurderingen af medlemskab af en PSG til utilstrækkelig beskyttelse; uklarheden med hensyn til, hvem der præcist udgør en PSG, overlades til en åben fortolkning og medfører som sådan, at nogle ansøgninger afvises, fordi de ikke opfylder de krævede beviskrav. En aktuel nyhedsreportage om et kønslemlæstelsesoffers tredje asylansøgning i Det Forenede Kongerige viser, at det er tvingende nødvendigt at tage denne debat alvorligt. Asylrettighedsforkæmperne bekræfter, at barrieren for tildeling af asyl er for høj, og at de grunde, der ligger til grund for tildelingen, er ekstremt strenge, stramme og ^snævre15, hvilket potentielt kan skabe en humanitær krise.

Desuden kritiseres PSG-grundlaget af de lærde for at være et med mindst klarhed i konventionen, der opfordrer til et behov for en mere velordnet tilgang for at forhindre tilfælde af refoulement og yderligere krænkelser af menneskerettighederne. Det er indlysende, at UNHCR rapporterer, at 76% af genbosættelsessag ¹⁶ var ofre for tortur og vold med juridiske og fysiske beskyttelsesbehov, navnlig kvinder og piger.

Konklusion og anbefaling

Der er mere end et alvorligt behov for at ændre flygtningekonventionen. I den oprindelige flygtningekonvention blev kønnet overhovedet ikke betragtet som en offentlig arbejdsgivergruppe på grund af den sociale og politiske kontekst, der udløste oprettelsen af den ^18. Tiden er naturligvis gået, hvilket har gjort det nødvendigt at revidere bestemmelserne, så de passer til situationen i dag, hvor der er stigende ligestilling mellem kønnene, flere tilfælde af kønsbaseret vold og øget bekymring over menneskerettighedskrænkelser i det 21. århundrede.

Nogle nationale domstole har forsøgt at bruge begrundelsen for, at de, der har udarbejdet konventionen, har til hensigt at udelukke køn, mens de fortolker konventionen. Ikke desto mindre er denne tilgang virkelig mangelfuld og bidrager ikke til retfærdighedens sag. Den tvinger kvinder til at vende tilbage til eller genoptage livet i fjendtlige miljøer, der fører til yderligere krænkelser af deres menneskerettigheder. Det er bydende nødvendigt, at lovgivningen anvendes fremadrettet – idet man ser ind i fremtiden for at finde muligheder for at afhjælpe huller og mulige situationer, der måtte opstå. Desuden bør lovgivere, dommere og – generelt – lovens mænd ikke blot debattere og lovgive, men snarere gennemgå dem i lyset af grundlæggende aktuelle forhold som f.eks. det globale mål for bæredygtig udvikling (SDG) nr. 5 for at udrydde uligheder mellem kønnene.

Mens kritikere mener, at eksplicit anerkendelse af køn i Flygtningekonventionen vil åbne sluserne for overvældende asylansøgninger fra kvinder, adskiller den canadiske højesteret sig, mens den er af den opfattelse, at “køn” kan være det uforanderlige kendetegn, der definerer en PSG, og der har ikke været nogen “eksplosion” af kønsrelaterede krav i Canada. På et mere grundlæggende plan ignorerer oversvømmelsesporten den væsentlige karakter af fastlæggelsen af flygtningestatus; at der er tale om en meget individualiseret proces fra sag til sag. Selv om anerkendelsen af “kvinder” som en PSG kan gøre det lettere for potentielle ansøgere at opfylde kravet om “medlemskab af en PSG”, vil de stadig skulle opfylde andre elementer i flygtningedefinitionen, som ikke er lettere end de andre ^“19.

I dag er kampen for ligestilling stærkere end nogensinde. Men ægte retfærdighed kan kun opnås gennem en kollektiv ændring af sociale normer, kulturelle holdninger og politikker. Der er et symbiotisk forhold mellem lov, adfærd og holdninger. FGM er et eksempel på dette symbiotiske forhold. Der findes international menneskerettighedslovgivning mod kønslig lemlæstelse af piger og kvinder og forskellige nationale love om det samme, men den manglende håndhævelse og den stadig eksisterende holdning til at kontrollere kvinder er årsagen til, at det stadig overvejende sker i Afrika, Mellemøsten og Sydasien20. Vi skal stræbe efter at forene love, social adfærd og holdninger for at opnå ægte ligestilling mellem kønnene. Vi kan holde alle konventionerne og aktivt gå ind for disse handlinger, men hvis lovene og politikkerne ikke ændrer sig for at afspejle denne holdning, vil intet virkelig ændre sig. Bogen, “Retten til asyl fra et kønsperspektiv” af The Thinking Watermill Society, med samarbejde med Pavia e Ansaldo advokatfirma, drøfter dette emne i sin helhed.